Tænk engang...

Barndommens ansigter...

Jeg husker dem - så tydeligt...

Ansigterne og udtrykket, på de familiemedlemmer -

der kom i mit barndomshjem...

Nu har jeg vel omtrent samme alder,

som de personer havde dengang...

Da et barns øjne studerede ansigtet, 

granskede øjnene og rynkene...

Og så venligheden og mildheden - tilpasheden derinde bagved...🙂

Da jeg lærte min mand at kende,

og opdagede,

at han havde yngre søskende -

var det virkelig en glæde for mig...

Jeg var den yngste i mit hjem.

Nu havde jeg nogen, at spille spil med, det var en fryd...🙂

Og en bedstefar havde han også...

Det var - stort for mig...

Der ikke havde mine bedsteforældre mere...

Vi boede i Kgs. Lyngby dengang,

så vi skrev breve til hinanden -

min mands bedstefar og mig...

Lange breve - om hvad vi nu gik og lavede, vi delte vores liv...

For et års tid siden, så jeg dem igen...

Alle brevene...

De var blevet gemt, men dukkede nu op -

da min mands barndomshjem skulle tømmes...

En vinteraften, vil jeg sætte mig i sofahjørnet,

tænde et stearinlys - flere måske...

Og skænke en velbrygget kop te...

Stille vil jeg læse disse breve,

skrevet af mig, da jeg var ung...

Ung som man er - når man er - midt i tyverne...

Og jeg vil glæde mig så meget, til at læse hans breve igen - om hans liv,

og hans syn på det - livet...

Det kan kun blive godt...❤

Kærlig hilsen.

Eva.