Tænk engang...
Barndommens ansigter...
Jeg husker dem - så tydeligt...
Ansigterne og udtrykket, på de familiemedlemmer -
der kom i mit barndomshjem...
Nu har jeg vel omtrent samme alder,
som de personer havde dengang...
Da et barns øjne studerede ansigtet,
granskede øjnene og rynkene...
Og så venligheden og mildheden - tilpasheden derinde bagved...🙂
Da jeg lærte min mand at kende,
og opdagede,
at han havde yngre søskende -
var det virkelig en glæde for mig...
Jeg var den yngste i mit hjem.
Nu havde jeg nogen, at spille spil med, det var en fryd...🙂
Og en bedstefar havde han også...
Det var - stort for mig...
Der ikke havde mine bedsteforældre mere...
Vi boede i Kgs. Lyngby dengang,
så vi skrev breve til hinanden -
min mands bedstefar og mig...
Lange breve - om hvad vi nu gik og lavede, vi delte vores liv...
For et års tid siden, så jeg dem igen...
Alle brevene...
De var blevet gemt, men dukkede nu op -
da min mands barndomshjem skulle tømmes...
En vinteraften, vil jeg sætte mig i sofahjørnet,
tænde et stearinlys - flere måske...
Og skænke en velbrygget kop te...
Stille vil jeg læse disse breve,
skrevet af mig, da jeg var ung...
Ung som man er - når man er - midt i tyverne...
Og jeg vil glæde mig så meget, til at læse hans breve igen - om hans liv,
og hans syn på det - livet...
Det kan kun blive godt...❤
Kærlig hilsen.
Eva.