04-02-2017

Indendørs uro...

 

Det regner, en stille silende regn...

En kold, stille silende regn...

 

Brændeovnen - den er lun og god...

Sender sin bløde og behagelige varme ud i stuen...

 

Der er te på kanden -

og morgenens æg fra naboens hønsegård - kogt tilpas...

 

Stearinlyset er tændt...

 

Kroppen er frisk - og i live - efter et morgenbad i Birkesø...

 

Hvorfor så denne indre uro...

Rastløshed...

 

Vi er lige kommet ind i februar og jeg har udlængsel...

Efter at klippe mine frugttræer...

Beundre vintergækkerne og de solgule erantis...

 

Dybe indåndinger...

__________

Tror jeg vil bage en kage...Kærlighed

Der er stadig æbler tilbage fra sidste års høst.

Belle de Boskoop æbler...

Perfekte til en saftig æblekage fra Camilla Plum.

 

Æblekage.

125 g smør

800 g æbler

175 g sukker (rørsukker/kokossukker)

100 g mel

4 æg

50 g marcipan

50 g kartoffelmel

1/2 tsk bagepulver

Skræl æblerne, fjern kernehuset og del dem i kvarte. (eller mindre)

Pisk æg og sukker, til sukkeret er helt opløst.

Smelt smørret og rør det i æggesnapsen.

Sigt de to slags mel og bagepulver ned i dejen og vend forsigtigt rundt.

En springform fores med bagepapir, hæld dejen i og æblebådene trykkes ned i.

Marcipanen skæres i små stykker og trykkes ned mellem æblerne.

Drys evnt. med kanel og sukker.

Bag ved 165 grader ca. en time, kagen skal være stivnet i midten.

Prøv med en strikkepind - skorpen kan nemt snyde...

Måske skal der folie over, det sidste kvarters tid.

 

(U)Tålmodighed på en lørdag.   Kærlighed

Eva.