En følelse.

Måske var det selskabet, den gode frokost.

Eller var det stedet og omgivelserne...

Der gjorde det ?

I går havde jeg en oplevelse, af at være tilskuer...

Og alligevel en del af et lille selskab...

Som var - en person jeg har kendt i mange år, den anden i færre.

Vi var langt omkring i emner og meninger.

Det kommende valg / de nye partier / ægteskabet / vores generelle livsopfattelse...

Jeg føler mig heldig og privilegeret.

Den følelse jeg fik,

da ham - der skulle blive min kommende mand - bød mig op til dans.

Den følelse af samhørighed da vores hænder mødtes, hans hånd i min.

Den følelse har jeg stadig og bærer med mig.

Den bærer igennem.

Livet...

Den ene af dem, jeg var sammen med til den gode frokost,

var lige blevet skilt,

den anden har været alene i mange år.

Den nyskilte spurgte mig - om jeg nogensinde havde været forelsket i en anden...?

Da jeg lige havde fået sunket spørgsmålet, måtte jeg jo svare -

ærligt - at det havde jeg...

Men jeg måtte også svare, at jeg aldrig havde overvejet den mulighed,

at dyrke den, forelskelsen i en anden..

Følelsen af samhørighed / her hører jeg til / har aldrig forladt mig.

Den bærer igennem.

Jeg er gift for livet.

Eva.